Det er først og fremmest de sociale relationer, kulturel identitet, erindring og forholdet mellem krop og rum, som kan siges at udgøre hovedtematikkerne i Yvette Brackmans (f. 1967) både sammensatte og forgrenede værkproduktion. Men selvom Brackman om nogen kan siges at være international og kosmopolitisk, så er hendes værkpraksis samtidig forankret i hendes personlige univers og familiære opvækst og fortælling. Hendes kunst kan ikke adskilles fra et liv påvirket af migration, kulturomvæltninger og identitetsforandringer. Brackmans forældre flygtede ligesom tusinder andre polske jøder fra Sovjetunionen i 1950’erne, noget, som hverken kan adskilles fra Brackmans personlige liv som kunstner i USA og Danmark eller fra værkpraksissen eller værktematikken. Brackmans kunst kan som de statsløses liv betegnes som ekspanderende, universel og antikategorial. Den unddrager sig hermed de vanlige ismebetegnelser eller simple værkkategoriale bestemmelser. Ofte kombineres hendes installationer også med utraditionelle deltagerbaserede elementer såsom kunstterapi. Brackmans kunst er hermed udfoldet i et spændingsfelt mellem de personlige og kollektive erfaringer samt det teoriske og praktiske udsigelsesrum, som Brackman benytter sig af i sin dobbeltfunktion som uddannet både kunsthistoriker og kunstner. I den forstand er Brackmans kunst igen tæt knyttet til det grænseløse og grænseoverskridende i. Brackmans kunst tager hermed del i den jødiske filosof Hannah Arendts samfundsdiagnose i forbindelse med hendes omfattende analyser af det europæiske migrationstryk:
”Statsløse mennesker er det seneste fænomen i nyere i historie. Det opstod med de kolossale migrationer af flygtninge, der lige siden den russiske revolution har forandret det demografiske kort over Europa, og er, i det mindste for nærværende, det mest synlige produkt af 30 års europæiske krige og borgerkrige. Hvad enten det er sket frivilligt eller ufrivilligt, har de statsløse gjort sig fri af den gamle treenighed folk-stat-territorium, der udgjorde nationalstatens solide fundament, og har derpå over hele Europa ekspanderet det bælte af sammenblandede grupper af folkeslag, der har gjort Østeuropa så ustabilt, og de nye nationalstater, der blev skabt i Versailles, så skrøbelige.” (Arendt, 2017:47)
I udstillingen Agit Flight, som Brackman viste på Overgaden i 2013, trak hun ifølge eget udsagn endvidere på erfaringerne fra de russiske avantgarder, i særdeleshed agitpropbevægelserne, som titlen i kombination med Tatlins Letatlin-flyvemaskine refererede til. Men selve flyvningen fungerede også som et symbol på flugtvejen og flyveruternes frie spil højt hævet over landegrænserne. På Agit Flight blev publikum desuden dirigeret rundt i udstillingsrummet, hvor de foruden performances, collager, et teaterstykke og skulpturer kunne se plancher med familiefotos, støde på et interimistiske telt midt i rummet samt konfronteres med tekstilplancher, alt sammen med referencer til de gamle nomadefolk, som Rusland rummede før migrationen under revolutionen i 1917 og senere, efter at 2. verdenskrig indfandt sig.
Tekst af Jens Tang Kristensen.
LITTERATUR
Arendt, Hannah (2017): De retsløse og de ydmygede, Informations Forlag, København
BILLEDKREDITERING