Uffe Isolotto (på dansk Holm) (f. 1976) arbejder først og fremmest med totalinstallationer, hvori der typisk indgår forskellige readymades, skulpturer, fotos og video. Isolotto, som betyder Holm på italiensk, er født ind i senkapitalismens pixeltidsalder, hvor omdrejningspunktet for det kunstneriske budskab består i den simple konstatering, at billeder ikke kan andet end samples og sidestilles i dag. I flere af Isolottos værker trækkes der veksler på det kunsthistoriske og filosofiske reservoir i kombination med avantgardernes strategier, hvor populærkultur og finkultur sammenblandes. Isolottos værker kan ses som en kompleks genforhandling med den vesteuropæiske kunstkanon, om end denne forhandling samtidig udveksles på de præmisser, som vor tids animationsæstetik både muliggør og fordrer. I et værk som f.eks. Dana Plato’s Cave I fra 2014 refererer Isolotto ikke kun til Platons berømte hulelignelse, som den optræder i Bog 7 i Staten, men derimod også til Marcel Duchamps sidste store værk i form af installationen Étant donnés, som Duchamp udførte over en lang periode fra 1946 til 1966. Ligesom Isolotto skabte Duchamp Étant donnés under et pseudonym, idet Duchamp, i øvrigt som i flere af hans andre værker, anvendte navnet Rrose Sélavy. Men Isolottos værk giver også associationer til realistens Gustave Courbets malerier af grotten i Loue, som er beliggende i Courbets egen fødeegn i Ornans i Sydfrankrig, og som han malede flere versioner af i 1864. Courbets grotter kan ligesom Isolottos værk ikke tænkes uafhængigt af kvindens underliv, der på den ene side kan opfattes som et seksuelt ladet motiv, og som et universelt og livgivende symbol for vores fælles ophav og liv. Ikke desto mindre er det vanskeligt at opfatte Isolottos grottereference som udelukkende knyttet til Platons hulelignelse, der ligeledes handler om blik og begær. For Isolottos Dana Plato’s Cave I farves på subtil vis dels af Courbets malerier af grotterne i Loue samt Verdens ophav fra 1866, dels af Duchamps installation og identitetsleg. Denne måde at skabe krydsreferencer mellem den ældre kunsthistorie og vor tids billedsampling og nye medieøkonomier afstedkommer en lang række værker, der nærmest kan opfattes som 3D-versioner af dadaistiske eller surrealistiske billedmontager. Isolottos Phantom Limb (Sensorimotor Homunculus in Verner Panton Phantom Chair) fra 2011 kan på det niveau ses som en overeksponeret montage af Hannah Höch eller John Heartfield, med den humoristiske kapitalismekritik, som også på subtil vis ligger indlejret i flere af Isolottos værker. For Isolotto peger også på, hvordan han ved at bruge teknologien i sine installationer kan medvirke til aktivt at skabe en ny fælles spiritualitet. Med udstillingen Selvsutteren, som Isolotto viste på Overgaden i 2013, refererede han meget præcist til selfiegenerationens narcissistiske univers, hvilket igen minder os om, at begærsobjektet som hos Courbet og Duchamp var kvinden og den anden, gradvist er blevet udskiftet med os selv. Denne antisociale vending gøres der hermed på en meget raffineret vis op med i Isolottos praksis, og herved peger han samtidig på, at det er muligt, at teknologien kan negere sig selv, når den bliver fusioneret med eller snarere forvandlet til kunst. Mere præcist kan det se ud, som om teknologien, her forstået som et formålsrationaliseret og funktionstyret optimeringsprincip for merproduktion, alligevel kan ende med at blive sin egen værste fjende. I Isolottos 40 minutter lange videoværk The Drift fra 2019, https://vimeo.com/384370882, har vi bevæget os ud af hulen og ind i ørkenen. I The Drift handler det imidlertid fortsat om en sammensmeltning af kødet og det digitale, og i dette værk er den dysfunktionelle og grænsesøgende adfærd ligeledes tydelig. I filmen viser Isolotto et organisk og stribet menneske, eller snarere en cyborg, placeret i et grænseløst og ekspanderende ørkenlandskab. I filosoffen Gilles Deleuze og psykoanalytikeren Félix Guattaris tekst ”1400 – Det glatte og det stribede” sondrer de mellem det glatte og det stribede rum, om end forfatterne viser, at det stribede og glatte konstant overlapper og sammenblandes, for som de skriver:
”Det glatte rum bliver uophørligt oversat, overført på tværs, til et stribet rum; det stribede rum omvendes og overgives konstant til et glat rum. I det første tilfælde bliver selv ørkenen organiseret; i det andet tilfælde er det ørkenen der vinder og vokser; og begge dele på en gang.” (Deleuze & Guattari 2005:617)
Og videre:
”Hver gang fører den simple modsætning ’glat-stribet’ altså til komplikationer, til langt vanskeligere indbyrdes udskiftninger og overlejringer. Men disse komplikationer bekræfter i første omgang distinktionen, nogle asymmetriske bevægelser i spil. Indtil videre er det tilstrækkeligt at sige at der findes to slags rejse som kan skelnes ud fra de roller som henholdsvis punktet, linjen og rummet spiller. […] Man kan bo ’stribet’ i ørknerne, på stepperne eller på havene; man kan bo ’glat’ selv i byerne, være en byernes nomade” (Deleuze & Guattari, :627)
Det er nærliggende at antage, at det er de to grundlæggende rumopfattelser og det klassiske sammenstød mellem civilisation og uberørt vild natur, som Isolotto på kompleks og forunderlig vis beskæftiger sig med, ikke bare i The Drift specifikt, men også i sin kunst generelt.
Tekst af Jens Tang Kristensen.
LITTERATUR
Deleuze, Gilles & Félix Guattari (2005): ”1400 – Det glatte og det stribede” i: Tusind Plateauer, Det Kongelige danske kunstakademi, København
BILLEDEKREDITERING
Foto 1, 2 og 3: The Drift, 2019, Still fra film
Foto 4: The Poster Boy for a New Generation, 2013, Installationsbillede fra The Pocket Philospher’s Catharsis in the Winter Garden, Overgaden, Institut for Samtidskunst, Foto: Anders Sune Berg
Foto 5: Phantom Limb (Sensorimotor Homunculus in Panton Phantom Chair), 2011, 3D-rendering: Tom Isaksen
Foto 6: Dana Plato’s Cave I, 2014, Foto: Weekends / Rasmus Myrup
Portrætfoto: Nanna Starck