I 1982 deltog kunstneren Søren Jensen (f.1957) på den i dag kanoniserede udstilling Kniven på hovedet der blev afviklet på Gentofte Bibliotek Tranegården og som indvarslede det unge vilde og ny-ekspressive maleris indtog på den danske kunstscene. I flere af Jensens værker fra 1980erne er der flere eksempler på hvordan Jensen arbejder i et grænsefelt mellem det surrealistiske, minimalistiske og konceptuelle, hvilket Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner også har påpeget i Billedstorm. (Stjernfelt & Tøjner, 1989:105) For som de to forfattere pointerer i forbindelse med Jensens skulpturelle udfoldelser i begyndelsen af 1980erne, så er det Jensens force at han kan skabe værker i de mellemrum eller sprækker som opstår mellem den karnevaleske og irrationelle surrealisme og den minimalistiske skulptur med dens fokus på orden, kodificering og stringens:
”I 1984 viste han [Jensen] en slående opstilling i nærmest Magritte-surreal tradition: en spisestol draperet med klæde, hvorpå der ”sad” en halvmeter stor hvidlig kugle, løseligt opmodelleret med en overflade af mosaikstifter. Figurens uhygge stammer fra, at kuglen erstatter kroppen, både hvad placering og størrelse angår – og tilmed ser tyst åndende ud med sin ”levende” overflade. Endnu er skulpturen konceptuel: den lever af sine om end fraværende referencer (kroppen, der ikke er på stolen) til et genkendeligt univers – og som sådan en art tredimensionel vits” (Stjernfelt & Tøjner, 1989:105).
Denne måde at arbejde med værket som placeret mellem det normalt opfattes som konceptuelt og surrealistisk, genfindes i flere af Jensens senere værker såsom i f.eks. Profan karrusel fra 2011 hvori han på humoristisk vis sætter forholdet mellem cirkus, populærkultur og kunsten som et både finkulturelt og merkantilt objekt til debat. Dette tema ses endvidere udfoldet i senere værker såsom Skoda Camp fra 2008, Messemøbel fra 2006 eller Profan Teater – jæger og dyr i skoven fra 2014. Sidstnævnte indgik desuden i den store installationsudstilling Profan teater som Jensen afviklede hos Galleri Mikael Andersen. I Jensens bøger Fynske vejboder, Minigolf på Fyn, Mørtelhoveder i fynske kirker og Fynsk tillykke gentages interessen for det antropologiske studie af den folkekulturelle tradition. Hermed kan Jensens bøger og kunst ses som et sjældent eksempel på ”opgraderingen” af en kunstform som ikke bør eller kan adskilles fra den virkelige og levende kulturelle praksis i det offentlige rum. Denne interesse for den folkelige levende kunst, afspejles i særdeleshed i Jensens flittige brug af hånddukker og hverdagslige genstande hentet fra cirkuskultur, tivoli og campingpladsernes inventarsortimenter. Hermed kan Jensen også opfattes som en kunstner hvis force bl.a. består i den insisterende videreførelse af kunstens betydning som kritisk eksteriør til den finkulturelle kunstinstitutions traditionsforvaltende normer. Eller som Kristoffer Ørum meget rammende skrev i sin anmeldelse af Jensens udstilling Profan teater – Trilogien, del 2 og 3 som blev afviklet i Galleri Mikael Andersen i 2016:
” Men Søren Jensens stillestående teaterstykker er mest effektive, når de formår at kigge ud over etablerede ideer om politik. Når han minder os om, at vi ikke behøver kigge så langt for at finde alternative æstetiske og symbolske systemer til samtidskunstens begrænsede repertoire.” (https://kunsten.nu/journal/profane-sympatier/)
Tekst af Jens Tang Kristensen.