Signe Guttormsen (f.1964) er en kunstner som insisterer på kunstens sociale funktion og integration i hverdagen. Det kommer til udtryk i de mange stedspecifikke værker Guttormsen har skabt til bygninger og byrum. Altid skaber hun et værk ud fra nogle bestemte forudsætninger og til et særligt sted, og hvad der driver Guttormsen er, som Camilla Jalving har formuleret det, “at værket i sig selv skaber et sted og giver betydning, til det der ellers kunne være betydningsløst” (✴︎1). Ofte tager kunstneren fat i en iboende men fraværende billedverden som f.eks. i værket Spor og spind (2015) til Banedanmark, hvor hun på humoristisk vis synliggør stedets funktion – her den digitale styring af togdrift – gennem håndgribelige materialer i bygningens rum, som f.eks. håndlisten på trappegelænderet der er udformet som en togskinne.
At Guttormsen arbejder med begrebet integreret og stedspecifik kunst betyder at hun i det hele taget forholder sig bevidst til de miljøer hvori hendes værker indgår; dette såvel historisk som samtidigt: Til tagterrassens belægning i Frederik 8.´Palæ på Amalienborg (2010) danner tredimensionelle bygningsdetaljer tegnet af arkitekt Nicolai Eigtveds i1700-tallet forlæg for gulvmotivet. På Ringsted Gymnasium (2013) er citater fra pensum og elevers sms’er (”Lectio er nede!!!”) indarbejdet i akustikpaneler fra gulv til loft, og på Institut for Molekylær Medicin, SDU (2014), er aminosyrernes bogstavkoder præget som relief i betonvægge, lige så bestandige som aminosyrernes betydning i den molekylære medicin.
I sin kunstneriske praksis tager hun mange forskellige medier og teknikker i brug alt efter kontekst. Hun arbejder typisk med tekst, tegn, lys (og skygge) og farve i rum og på flader, og hun inddrager og bearbejder ofte bygningselementer og forhåndenværende materialer. Alt kan potentielt blive flade for projektion og emne for diskussion. Som Charlotte Præstegaard Schwartz har konkluderet (✴︎2): “Helt overordnet kan det påstås, at Guttormsen har oparbejdet en metode, der ikke er begrænsende i forhold til kunstnerisk medium, sted, handling og dialog med beskueren/brugeren, den er snarere ekspanderende”.
I Guttormsens seneste stedspecifikke offentlige værk DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE i Kanalbyen i Fredericia (2020) forholder kunstneren sig igen til stedets historie og den levende nutid som det integreres i. Værket er udført til et boligkompleks og udgøres af et cirkulært værn omkring en gennembrydning til et nedre gårdrum, hvori der er opført en skulpturel installation bestående af løst hængende pvc-tekstiler. Motivet i værnet er baseret på plantegninger over det store fabriksområde og forurenede industri som tidligere befandt sig på stedet. Sætningen DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE gentager sig i en uendelig sløjfe; som svar på et spørgsmål, der blæser i vinden.
Her går et funktionelt robust værn udført af cortén stål i dialog med en formbar irrationel installation af duge, der bevæger sig i vinden og giver mindelser om vasketøj der hænger til tørre. I dag er fænomenet vasketøj forsvundet fra det offentlige rum, men netop den poesi der opstår i vindens spil med tøjet – og metaforisk hermed generationer af kvinders arbejde – bringer Guttormsen her tilbage til gårdrummet. I dette værk forholder kunstneren sig eksplicit til begreber som tid, sted og proces, idet værket både peger bagud på historien og gør det usynlige synligt, og samtidig skabes værket her og nu, når sollyset rammer værn og installation og danner skyggebilleder på det levende stof.
Tekst af Jens Tang Kristensen
LITTERATUR
✴︎1 Camilla Jalving: “Sporarbejde – Om det stedsspecifikke i Signe Guttormsens integrerede kunst”, Signe Guttormsen “GÆSTFRIT – kunst i det fælles rum”, Ekbátana, 2017
✴︎2 Charlotte Præstegaard Schwartz: “Den frisættende metode – Signe Guttormsens kunstneriske praksis”, Signe Guttormsens website, 2019.
BILLEDKREDITERING
Foto 1: DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE, 2020. Foto: Jan Søndergaard
Foto 2: DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE, 2020. Foto: Lasse Hyldager
Portræt: Michael Lunde