Det er dekonstruktionen, destabiliseringen og omstruktureringen af rumfornemmelsen hos beskueren, som udgør undersøgelserne i Pernille With Madsens (f. 1972) kunstneriske praksis – og dette er, hvad enten der er tale om fotografi, video, installation eller tegning. With Madsens kunst kan både opfattes som et opgør med vores vante forestilling om, at vi kan kontrollere den verden, vi rumligt befinder os i, hvilket også afspejles ved, at hendes værker kan ses som en omvurdering af arkitekturens forstået som et symbolsk magtsymbol. I videoværket Opaque, 2013 opbrydes de filmede rum via With Madsens nye sammenføjninger, sammensætninger og sammenklippede filmstrimler. Hermed skabes via denne filmmontage en ny visuel oplevelse af de vanlige oplevelser af rummet som naturaliseret og neutralt endsige gennemreguleret. Ved at anvende loopet, ved gentagelsen af vores kroppes kollektive bevægelser i givne rum sætter hun igen spørgsmålstegn ved vores adfærdsregulerede opfattelse af rummet som noget, der er på forhånd givent og naturligt. With Madsens interesse for rumopfattelsen som analog med en ubevidst visuel magt og magtens indflydelse på kroppens bevægelser, understreges i flere af hendes værker såsom i Seriel koreografi fra 2012, hvori hun via videoloop viser en indendørs boldbane fra en uvant vinkel, idet banens striber og personerne på banen delvist smelter sammen. I det hele taget kan With Madsens værker opfattes som en ny og aktuel visuel opmærksomhed på de problemstillinger, som f.eks. den danske gestaltpsykolog Edgar Rubin fremsatte i sin berømte doktorafhandling Synoplevede Figurer fra 1915. I Rubins teori om kippefænomenet (også kaldet Rubins vaseteori) viste han i en perceptionsfænomenologisk analyse, hvordan figur-grund altid veksler i billeddannelsen. Hermed var Rubin som en af de første med til at anfægte vores vanlige måde at opfatte verden på, dvs. som centralperspektivisk styret. På samme måde kan With Madsens værker også ses som en videreførelse af den gestaltpsykologiske tradition, idet hun ligeledes påpeger, at det konstruerede centralperspektiviske blik er med til at reducere vores kropslige opfattelse af verden som langt mere kompleks. For selvom det var Rubins fortjeneste at vise, hvordan figur og grund hele tiden veksler i et billede, hvorved en given figur ikke kan opfattes som figur og grund på samme tid, så påpegede han samtidig, og helt i overensstemmelse med With Madsen, at ingen figur har forrang i verden, idet dens position som henholdsvis figur og grund hele tiden er omskiftelig i perceptionsprocessen.
Der mangler et efterfølgende ”og” her.
Er det: With Madsens kunst kan både opfattes som et opgør med vores vante forestilling om, at vi kan kontrollere den verden, vi rumligt befinder os i, og som en omvurdering af arkitekturens forstået som et symbolsk magtsymbol?
Tekster af Jens Tang Kristensen.
BILLEDEKREDITERING
Portræt: fotocredit Søren Rønholt
Foto 1: Seriel Koreografi 2012. Film still
Foto 2: Untitled – Restless 2017. Film still