Poesi og åbenhed er nogle af de ord, som uproblematisk kan hæftes på Martin Erik Andersens (f. 1964) skulpturarbejder. Andersen er nemlig en kunstner, hvis arbejder konstant pendulerer mellem skulptur og installation og ofte udført i så forskellige materialer som jern, sten, silkepapir, spejle, hjemmestrik, ler, stearin, gips og pap. Andersens arbejde kan ses i forlængelse af den italienske arte povera-tradition, som udsprang af 1960’ernes opgør med den klassiske kunstinstitution. Dertil kommer de video- og lydbilleder, som ikke kan adskilles fra de rumlige skulpturoplevelser, hvori utraditionelle elementer som f.eks. monitorer og røgelse kan indgå.
Ud over de materialesammensættende praksisbaserede undersøgelser arbejder Andersen også med forskydninger mellem tid og rum. I den forstand er hans kunst nærmest udtryk for et fænomenologisk projekt, idet kroppen og dens bevægelser i rummet ikke kan adskilles fra værkoplevelsen. Det er også denne kompleksitet, som Andersen henleder vores opmærksomhed på, når han f.eks. lader lydoptagelser fra én udstilling afspille i en anden. Hermed giver han også plads til mellemrummet, eller de sprækker og den potentialitet, som vedvarende opstår mellem værket og beskuerens møde med det. Desuden har Andersen udført flere udsmykningsarbejder heriblandt en midlertidig installation på Frederikssund Gymnasium, We are Free – Electricity, fra 2001 samt en væg på Det Humanistiske Fakultets bibliotek på Københavns Universitet på Amager. Her har han skabt et enormt relief bestående af neonoplyste silikoneplader, hvori han har udskåret tæppeornamentik på baggrund af islamisk tradition.
Selvom Andersens kunst næppe er politisk i traditionel stringent forstand, så har undersøgelsen af det multikulturelle omvendt været omdrejningspunktet for Andersens udstilling på Horsens Kunstmuseum, More give me more give me more, som blev afholdt i 2009. Her havde Andersen med afsæt i det persiske Ardabiltæppe udført et nyt selvstædigt værk, hvorved han på avanceret vis igen viser, hvordan grænsen mellem fysisk, historisk og socialkulturelt rum konstant vil forskydes og overskrides. Andersen har desuden fortløbende arbejdet vægbaseret, ligeledes i et bredspektret materialeregister, som med udgangspunkt i forskellige typer papirarbejder også involverer syning, collager og folier. Som det er tilfældet i Andersens arbejde med de øvrige værkkategorier, handler det også i papirarbejderne om at undersøge og arbejde med den æstetiske perception samt begreberne rum og syn. På den måde er der en gennemgående, iboende og konsekvent stuktur i Andersens ellers mangefacetterede værkproduktion.
Tekst af Jens Tang Kristensen.