Det er den konceptuelle kunst, som overordnet kan siges at karakterisere Jytte Høys (f. 1951) kunst og praksis bedst. Høy er interesseret i, hvordan kunsten interagerer med de omgivelser, hvori den indgår; et aspekt, der i særdeleshed afspejles i hendes ofte store udsmykningsarbejder og installationer. Derudover er det væsentligt at understrege, at Høy også udfører værker af almindelige hverdagslige genstande, der kan omfatte alt fra hårnet til elastikker samt forskellige organiske materialer såsom træ. I Høys kunstneriske arbejde med hårnet i form af Hair Net Geometry fra 2019 handler det også om at fremhæve uligheder, hvorfor værket behandler identitetsspørgsmålet om kvinders rolle i samfundet. Med dette værk viser Høy med andre ord, hvordan kvinder på tværs af kulturer er blevet placeret i samfundets periferi, for ligesom hårnettet handler det om at fremhæve det faktum, at kvinder ikke ønskes set i mange samfund. Høy arbejder her med et i sig selv marginaliseret materiale, hvorved hun samtidig henleder vores opmærksomhed på de forskelle, som kan udpeges i det, der bedst kan betegnes som hårnettets kulturhistorie. I Danmark er hårnet tynde, i modsætning til de kraftigere i USA, hvor de primært anvendes af de afroamerikanske kvinder og illegale mexicanske kvinder, som typisk også arbejder i det skjulte, ofte i restauranternes køkkener, dvs. i baglokalerne (Themsen 2019:86). Men det hverdagslige aspekt, som aftegnes i materialevalgene, handler ikke kun om at udpege sociale forskelle. Det handler derimod også om dels at få kunsten udbredt til folket, dels at undersøge, hvordan værker indbyrdes påvirkes af hinanden, hvorfor Høys kunst også altid interagerer med den arkitektur og de rum, hvori den indgår. På den måde er Høys kunst i den grad social og beskuerinddragende, ligesom den stiller nogle fundamentale spørgsmål, til hvordan kunsten opsluges i de kunstinstitutionelle rammer, som den for at virke socialiserende samtidig må forsøge at sprænge. Én måde, hvorpå Høy har arbejdet med denne problematik, fremgår af hendes retrospektive udstilling Side by Side, som hun viste på Esbjerg Kunstmuseum i 2019. Udstillingen omhandlede en undersøgelse af, hvordan der kontinuerligt skabes nye forbindelser mellem tegn og dermed imaginære billeder og genstande. På Side by Side indgik f.eks. værket Det ternede fællesskab, som bestod af en stor samling fotos, hvori der optræder tern. De enkelte fotos var endvidere placeret i en række kasser, som i sig selv fremstod som et grid og dermed et ternet netværk. De fotos, som lå i kasserne, og hvori der indgik tern, kunne tages op af de personer, som selv bar tern, hvorved fotoene blev bragt ud af museet, og de blev dermed på en meget direkte måde processuelt ført ud i livet. Med dette værk viser Høy, hvordan museets institutionelle rammer kan sprænges, til fordel for det uafgrænsede ”ternede fællesskab”. (https://kunsten.nu/artguide/calendar/jytte-hoey-side-by-side/)
Høys kunst er særdeles vigtig i en tid, hvor megen kunst har mistet forbindelsen til det sociale hverdagsliv, som den ideelt set kan og skal forandre. Men Høys kunst er som sagt også materialeundersøgende, ligesom den afsøger de processuelle og imaginære forskelle og sprækker, der optræder mellem bearbejdede og ubearbejdede materialer og medier. I serien Between Trees fra 2014 er forskelligt bearbejdede ”døde” træfragmenter monteret på de affotograferede ”levende” træer, som de optræder i naturen. På samme måde handler installationsobjektet The Line of Coincidence også om at skærpe opmærksomheden på, hvordan betydning skabes i de mere eller mindre intentionelle eller tilfældige møder, som etableres mellem værket, objektet og beskueren, svarende til det mellemrum, som opstår i det dialogiske møde mellem de bearbejdede og ubearbejdede træfragmenter. I den sammenhæng er det nærliggende at trække paralleller til sprogsystemet, som ligeledes er karakteriseret ved, at betydning etableres via den synkrone forskel, som opstår mellem tegn og ord, hvilket lingvisten Ferdinand de Saussure allerede påpegede i sin sprogteori i 1879. Men hos Høy er forskelssætningen ikke kun noget, som opstår i det singulære værk. Det er også noget, som skal tænkes i værkernes indbyrdes relationer til hinanden. Høy er opmærksom på, hvordan det enkelte værk altid skaber betydning via de øvrige værker, som det på én og samme tid kan ses som både en del af og som isoleret og distinkt fra. Eller som Lotte Møller meget præcist har formuleret det:
”[…] sproget har stor indflydelse på Høys værkproduktion – ikke blot som generator eller ”objektmaskine”, men som værker i sig selv. Så meget ”i sig selv” som det er muligt i Høys univers, hvor alle værker er forbundet og kan fremvise en lang æstetisk genealogi eller konceptuel stamtavle, hvor det ene koncept og/eller objekt afføder næste” (Møller2015:86 f.).
Det at sproget som typografisk og æstetisk objekt optager Høy, kommer f.eks. konkret til udtryk i det store skulpturprojekt til offentligt rum fra 2012, Alpabet City, som består af 23 skulpturer opstillet på Danneskiold-Samsøes Allé, Campus Holmen i København, et sted, som rummer Danmarks største koncentration af kunstneriske uddannelser.
Tekst af Jens Tang Kristensen.
LITTERATUR
Møller, Lotte (2015): ”Jytte Høy – Ord, objekter og rummet imellem” i Jytte Høy: Hello Everybody, The Green Box, Berlin
Themsen, Maria Kjær (2019): ”Hårnettets princip – Om Jytte Høys Hårnet Geometri” i Jytte Høy: Hair Net Geometry, The Green Box, Berlin
BILLEDKREDITERING
Foto 1: Alphabet News, 2009
Foto 2: White Potato, 2010