Der findes ikke mange eksempler på mennesker, som både er teologisk uddannede og teoretisk funderede postmodernister. Ikke desto mindre kan disse betegnelser ikke tænkes uafhængigt af billedhuggeren Hein Heinsens (f. 1935) kunst. At Heinsen som minimalist og senere postmodernist har bibeholdt sin kristne tro, om end i en tidssvarende og dermed samfundstilpasset version, fremgår af et citat fra et længere debatindlæg om treenighedsfiguren, bragt i Kristeligt Dagblad den 27. februar 2018:
”Treenighedsstrukturen har ingen anden religion magen til. Alle andre religioner er ude af stand til at tackle den moderne verdens udvikling. De kan ikke tænke både i og uden for tiden. Det kan kun kristendommen.” (Heinsen 2018)
Men samtidig kan Heinsens kunstneriske praksis ikke tænkes uafhængigt af postmodernismen, om end dette begreb, lige siden det blev lanceret af Jean-François Lyotard i 1979, har været både flygtigt og flertydigt. I litteraturvidenskaben betragtes postmodernismen traditionelt som de store fortællingers sammenbrud, hvorfor ideen om kunstneren eller forfatteren som geni ligeledes bortfalder. Inden for billedkunsten er postmodernismen endvidere forbundet med det at skabe nye værker ud af forskellige klassiske og traditionelt uforenelige stilretninger, alt sammen som et opgør med den kronologisk enstrengede historie og store fortælling. På den ene side er den postmodernistiske æstetik ofte associeret med ny-ekspressive kunstnere, som i Danmark vil sige den kreds, der typisk samles under paraplybetegnelsen De Unge Vilde, og dvs. kunstnere som f.eks. Berit Jensen, Nina Sten-Knudsen, Claus Carstensen, Erik A. Frandsen og Peter Bonde. På den anden side er en postmodernistisk kunstner, som f.eks. Hein Heinsen, interesseret i at skabe værker i en kombination af forskellige og umiddelbart indbyrdes uforenelige stilarter. Herved gør han som postmodernist tydeligt op med begreber som harmoni, det modernistiske krav til originalitet og den narrative fortælling, alt sammen for at vise, hvordan kunstens muligheder for at skabe noget helt nyt virker opbrugte og udtømte. Dette skyldes, at Heinsen ligesom de øvrige postmodernister vil hævde, at enhver kunstproduktion fremstår som en repetition af tidligere, hvilket i yderste konsekvens medfører, at kunstens revolterende potentialer er begrænsede. I 1960’erne var Heinsen optaget af minimalismen og dermed interesseret i, hvordan indholdssiden ved værket kunne reduceres til fordel for et nyt fokus på formgivningen. Hermed har Heinsens praksis fra starten været baseret på betragteren og beskuerinddragelsen af værket snarere end på kunstneren som afsender og geni. I den forstand er hans kunst, uanset om der er tale om minimalistiske skulpturer eller postmodernistiske udsmykninger i det offentlige rum, per definition baseret på en humanistisk indstilling og en social bevidsthed. I det lys er det ikke overraskende, at en kunstner som Heinsen kan erklære sig selv for postmodernist og kristen på én og samme tid. Heinsens opmærksomhed går på, hvordan skulpturen er et særligt medie, idet den er væren uden betydning, dvs. det rene objekt. Uden dette medie ingen rum og ingen tid, som Heinsen meget præcist påpeger. Af samme grund er Heinsen også optaget af fænomenet Stengæsten som repræsentant for døden. Stengæsten lanceres af spanieren Tirso de Molinas Don Juan, og hvorefter den spiller en central rolle for såvel Mozart, E.T.A. Hoffmann og Kierkegaard. På eksemplarisk vis har Heinsen også fremhævet, hvordan interessen for det identitetsløse kan føres tilbage til såvel forfatteren Robert Musils bog Der Mann ohne Eigenschaften fra 1952, som til den logiske positivistiske filosof Rudolf Carnap med sin teori om elementaroplevelsen. Heinsen understreger, at hans opmærksomhed på det identitetsløse blev udløst, da han som teologistuderende læste Musils bog i 1962. Fem år senere lancerede den danske konkretistiske poet forfatteren, kulturteoretikeren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen forestillingen om jeget som et maskespil, hvilket lagde grundstenen til hele den litterære bølge, som kaldes attituderelativisme. Det er i denne tværæstetiske, krydsforbundne samt historiske kontekst, at Heinsens store kunstneriske indsats skal ses.
Tekst af Jens Tang Kristensen.
LITTERATUR
Heinsen, Hein: ”Giv Djævelen den rette størrelse! Sæt ham på rette plads” i: Kristeligt Dagblad, 27. februar 2018. www.kristeligt-dagblad.dk/debat/giv-djaevelen-den-rette-stoerrelse-saet-ham-paa-rette-plads
BILLEDKREDITERING
Foto 1: Skulptur 89 (Bronze)
Foto 2: Sinus Curve, 1967