Ebbe Stub Wittrup (f. 1973) bor og arbejder i København. I sin kunstneriske praksis arbejder Stub Wittrup konceptuelt indenfor en række forskellige medier, herunder fotografi, video og skulptur samt installationskunst.
Fælles for Stub Wittrups arbejde er en gennemgående interesse for, hvordan materialiteten og sanserne præges udefra, hvordan de tillægges betydninger og indgår i nye sammenhænge i mødet med kulturelle, ideologiske narrativer og mytologier.
Stub Wittrups kunstneriske arbejde tager udgangspunkt i en særlig verdensopfattelse, og hans værker er karakteriseret ved en særpræget og fotografisk bestemt æstetik, der fremkalder en overbevisende virkelighedsfølelse. Samtidigt formidler værkerne også de mystiske kvaliteter, der knytter sig til legender og mytologier, som for eksempel i serien Devil’s Bridges, hvor Wittrup har fotograferet middelalderbroer i Sydeuropa. Disse såkaldte djævlebroer synes umulige i både deres konstruktion og placering, hvilket har resulteret i mytedannelser.
I sine senere værker har ESW været optaget af national identitet og af spørgsmålet om ejerskab. Her har hans undersøgelser taget afsæt i den danske botaniker Nathaniel Wallich. Han var i begyndelsen af 1800-tallet med til at navngive en stor del af den indiske flora. Dette arbejdede resulterede i 2020 i to soloudstillinger: Botanical Drift på Copenhagen Contemporary og Photographs på Gl. Holtegaard. Og mens udstillingen Botanical Drift fokuserede på Stub Wittrups skulpturelle og installatoriske værker, præsenterede Photographs udvalgte fotografiske værker fra de seneste ti år.
Ebbe Stub Wittrup har udstillet i Danmark og udlandet, og er desuden repræsenteret i kunstsamlinger rundtomkring i verden, bl.a. Albright-Knox Gallery i New York, SMK, ARoS, Statens Kunstfond, Carlsberg Fond, Den nationale Fotosamling – Det Kongelige Bibliotek, Thyssen-Bornemisza Contemporary Art Foundation i Østrig og Faulconer Gallery i USA