Den historiske konstruktivisme og efterkrigstidens konkrete kunst kan ses som de primære udgangspunkter for billedhuggeren og installationskunstneren Margrete Sørensens (f. 1949) kunstpraksis. Sørensen arbejder, helt i overensstemmelse med de russiske konstruktivister i 1920’erne, med mange forskellige hverdagslige materialer såsom plastik, grafit, tråd, jern, træ og gips. Sørensen har altid været optaget af kunstens interaktion med rummet og dermed beskueren, hvorfor hun også arbejder med nedbrydningen af den ellers traditionelle sondring mellem skulptur, installation, arkitektur og billedkunst (Pohl 2009: 132). Hermed indskriver Sørensens kunst sig også i et grundlæggende formundersøgende praksisfelt, hvilket kommer til udtryk i en lang række offentlige arbejder, herunder Den Danske Presses Fællesindkøbsforening, Pressens Hus i København i 1992 og installationen i Goldenen Loch i Kassel fra 1986. At arbejdet med materialernes forskellige rumlige effekter har optaget Sørensen, fremgår også af et værk uden titel, som hun viste på Charlottenborg i 1981, og som bestod af tre forskellige spiralkonstruktioner udført i hver sit materiale. Formålet med dette værk var at vise, hvordan den samme konstruktion kan ændre karakter gennem belysning, materialevalg samt den enkelte konstruktions placering i rummet (Barbusse & Olesen 1996:275). Men det er ikke kun de rene former, konstruktionerne og de matematiske principper, som optager Sørensen. Det åndelige, farvemodulationerne og det poetisk sanselige har, ligesom hos mange af efterkrigstidens øvrige konkrete og konceptuelle kunstnere, spillet en afgørende rolle for hendes kunstneriske udfoldelser. Sidstnævnte afspejles på eklatant vis i Sørensens arbejde med udførelsen af altertavlen, som hun selv definerer som en oplevelsestavle til Enghave Kirke på Vesterbro i København i 2019 – et gigantisk værk. Sørensens alterbord, altertavle, prædikestol og døbefont består af 28 sorte jernrammer og felter, der er i flere lag rummer serigrafiske tryk forestillende forskellige kristne og andre symbolmotiver. De serigrafiske tryk er afsat på spejle og glas, og herved opstår der endnu flere billeder. Arbejdet med kunsten og rummets gensidige påvirkningskraft, afspejles i særdeleshed i dette gesamtkunstwerk. For som man kunne læse i Kristeligt Dagblad d. 24. januar 2019, handler det igen, om hvordan beskueren kan inddrages i et grundlæggende uafgrænset værk, hvor samspillet mellem arkitekturen, skulpturen og publikum/menigheden forenes:
”Den utraditionelle altertavle rummer 23 forskellige symboler, som sammen danner en helhed og går fra et uendelighedskors, som Magrete Sørensen finder er bibelens centrale budskab, til billeder, der symboliserer treenigheden, og til en tekst med trosbekendelsen. Den står spejlvendt for som Magrete Sørensen forklarer ’Menigheden rejser sig og står med ansigtet mod altertavlen og derfor står teksten spejlvendt, så den vender samme retning. De mange symboler udgør et hele ’jeg tror, det kommer til at betyde noget forskelligt for hver enkelt kirkegænger, ’siger Magrete Sørensen, ’for folk oplever historien og evangelierne på hver sin måde og lægger ikke det samme i de symboler og billeder, jeg har valgt’” (https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/en-overrumplende-altertavle-gaar-helt-nye-veje-med-brugen-af-symboler-spejle-og-glas-i)
Tekst af Jens Tang Kristensen.
LITTERATUR
Barbusse, Marianne & Lene Olesen (1996): De konkrete, Gyldendal, København
Pohl, Eva: ”Tiden, tanken og træet” (2009) i: Sørensen, Magrete & Elsebeth Gynther (red.): Magrete Sørensen, Forlaget Sohn