Fra et klassisk inspireret billedmaleri i begyndelsen af 60’erne (Vermeer, Morandi og Chirico) har maleren Freddie A. Lerche (f. 02.10. 1937) taget en lang tur de force gennem forskellige stilperioder, herunder pop – installation – koncept og minimalisme, tingene blev afprøvet og forladt. Det udmøntede sig i en undersøgelse af maleriets muligheder eller et forsøg på at finde ind til det, der er særligt for maleriet, det, maleriet kan, og som ingen andre medier kan, kort sagt: Hvad er maleri? I den proces er flere og flere dele af den traditionelle opfattelse af maleriet som billede blevet kasseret; de er unødvendige for et rent billedløst maleri uden henvisninger til noget uden for maleriet. Altså, maleri som maleri.
Denne proces har ført til det nuværende maleri, der fejlagtigt bliver betegnet som monokromt maleri. Lerche har malet nogle få monokromer i dette begrebs rette betydning, men hans malerier kan bedre betegnes som farvemalerier, idet de består af adskillelige farver, der lag på lag påføres fladen. Man kan sige, at Lerches malerier er malede farver, altså, at det er farven, der er det centrale, derfor farvemaleri. Processen er det vigtigste, selve maleprocessen, hvor maleriet, som Lerche udtrykker det: ”[…] bestemmer hvad der skal gøres og jeg er kun den der gør det. Det færdige resultat er det op til andre at vurdere, når maleriet er færdigt er der bare ikke mere at gøre”.
Lerches arbejde er i den forstand mere knyttet til en undersøgelse af farvens eget ”liv” dens materialitet og virkningseffekter, som for Lerches vedkommende samtidig udmønter sig i en mere processuel tilgang til det at male. Hans malerier bliver ofte overmalet med mange, og dvs. i hundredvis af overmalinger, hvorved de enkelte underliggende farvelag er med til at påvirke vores syn på det færdige maleri.
Tekst af Jens Tang Kristensen.