Lake of Fire
Lake of Fire er en udstilling, der opdaterer begrebet ‘readymade’ og kaster et nyt blik på avantgarden.
Det begyndte med stole-flet og busbilletter i kubistiske collager, derefter dada og Duchamps flasketørrestativ, sneskovl og pissoir. På den anden side var der konstruktivismens idealistiske relieffer af metalskrot videreført i minimalismens industrielle fetich. Og efter Rauschenbergs angora-ged med bildæk om maven fulgte popkunstens sammenkøring af den kommercielle motivverden med et mediebevidst greb om kunstnermyten.
Med udstillingen Lake of Fire ønsker den danske billedkunstner og kurator Mikkel Carl at undersøge de kunsthistoriske begreber ’readymade’ og ’appropriation’ i et nutidigt perspektiv. I samtidskunsten i dag eksisterer der nemlig stadigvæk en udbredt produktiv omgang med netop den del af arven fra avantgarden – en evne til præcist at udvælge og kombinere, som altid har været afgørende for collage, readymade, assemblage og appropriation.
18 danske og udenlandske kunstnere forholder sig på forskellig vis til, hvad det vil det sige at skabe ny betydning på baggrund af alt det, der allerede har betydning. Kunstnerne fokuserer nærmere på logikken i de associationer, der vækkes hos beskueren i mødet med selve det fysiske værk – en slags sanselig grammatik. Umiddelbar inddragelse af hverdagens objekter – ofte kombineret med direkte reference til kunsthistorien – har aldrig været uforeneligt med kunstnerens helt personlige tilgang. Spørgsmålet er, hvad man skal kalde denne kunstneriske strategi?
Lake of Fire er titlen på en sang udødeliggjort af gruppen Nirvana kort før Kurt Cobains selvmord. Men ’Søen af ild’ er også en passage i Den Guddommelige Komedie, værket hvormed Dante gjorde hele middelalderens univers af kunst, filosofi og tro til sit eget. Med titlen overskrides grænsen mellem finkultur og pop, kunst og liv – en bestræbelse, der altid har været avantgardens varemærke.
Deltagende kunstnere:
Amanda Taarup Betz, Mikkel Carl, Ryan Gander (UK), Lasse Schmidt Hansen, Jeanette Hillig, Uffe Holm, Jytte Høy, Henrik Plenge Jakobsen, Alicja Kwade (PL), Maria Loboda (PL), Heine Thorhauge Mathiasen, Rasmus Høj Mygind, Rolf Nowotny, Henrik Olesen, Lars Bent Petersen, Kasper Sonne, Ulrik Weck, Pernille Kapper Williams