Historie

1891

I årene inden århundredeskiftet ulmede et historisk opgør blandt nogle af datidens danske billedkunstnere. Årsagen var en stor utilfredshed med den årlige censurerede forårsudstilling på Charlottenborg, som gjorde det svært for unge nye kunstnere at vise deres værker og skabe sig et navn. De unge stod ikke alene om misfornøjelsen med deres vilkår – også en lang række etablerede og velrenommerede billedkunstnere støttede sagen for større retfærdighed og frigørelse.

I 1891 skete det endelige brud med Charlottenborgs ‘monopol’ da Den Frie Udstilling blev stiftet af kunstnerne Johan Rohde, J.F. Willumsen, Vilhelm Hammershøi, ægteparret Harald og Agnes Slott-Møller, Christian Mourier-Petersen og Malthe Engelsted. Med forbillede i den franske Salon Des Refusés, var den første udstilling en manifestation af den frie og uafhængige kunst anno 1891, med 100 censurfrie værker af i alt 18 kunstnere, heriblandt også store navne som P.S. Krøyer, Julius Paulsen og Kr. Zahrtmann.

Stedet var Kunsthandler Kleis’ lokaler på Vesterbrogade 58 i København, og publikum strømmede til for at se værkerne af disse rebelske og progressive kunstnere, som havde turdet tage opgøret med konventionerne. Det rygtedes hurtigt at Den Frie Udstilling var stedet at se de ypperste og mest spændende tendenser indenfor dansk samtidskunst.

Med ordene “En ny Kunst har et nyt Sprog, som man maa lære, før man kan forstaa det” markerede J.F. Willumsen Den Frie Udstillings vigtigste opgave, nemlig at være stedet hvor publikum kan møde ny, fri og eksperimenterende kunst.

1893

To år efter sin første udstilling, lejede Den Frie Udstilling en grund på Rådhuspladsen ved Vesterport Passage og udpegede Thorvald Bindesbøll som arkitekt af et fast tilholdssted for sammenslutningen. Resultatet blev en træbygning, dekoreret med en stor sol med stråler der glitrede over facaden, vendt ud mod Rådhuspladsen. Ikke kun var beliggenheden ideel, men også bygningen udgjorde et optimalt sted at vise kunst, med sine tre aflange udstillingsrum og ovenlys.

Den første udstilling i eget hus var da også bemærkelsesværdig, ikke mindst på grund af de internationale navne som deltog på årets udstilling. Værker af Paul Gauguin og Vincent van Gogh var udstillingens store tilløbsstykker, og deres deltagelse blev opfattet som intet mindre end en sensation for Den Frie Udstilling. Blandt andet viste Gauguin otte nye malerier fra Tahiti som ikke før havde været vist i Europa.

Med bygningens opførelse og udstillingens internationale format manifesterede Den Frie Udstilling sig som permanent sammenslutning og alternativt udstillingssted.

1898

Et par år efter sammenslutningens etablering blev lejemålet ved Rådhuspladsen opsagt pga. rådhusets opførelse, og Den Frie Udstilling søgte nu en mere permanent løsning. Sammenslutningens næste opholdssted blev derfor en grund ved Københavns vandforsyningsterræn, Aborreparken, som lå der, hvor Vesterport Station ligger i dag. Thorvald Bindesbølls træbarak var ikke i god nok stand til at flyttes, så J.F. Willumsen blev bedt om at tegne en ny bygning – et naturligt valg på grund af hans store engagement i sammenslutningens arbejde og hans erfaring som arkitekt.

Oprindeligt ønskede Willumsen at opføre en murstensbygning med en keramisk facadeudsmykning, men byen ønskede ikke en permanent konstruktion i parken. I stedet tegnede Willumen en træbygning, der stod færdig i 1898, med inspiration hentet fra græske templer og ægyptisk arkitektur. Indgangspartiet stod flot med fire røde søjler og kapitæler i guld, og indenfor var seks udstillingsrum, malet i røde, gule og grønne farver. Konstruktionen havde pyramidetag, og baldakiner blødgjorde ovenlyset i rummene.

Bygningens facade var dekoreret med et relief, der forestiller en nøgen yngling på ryggen af en springende Pegasus, skabt i et samarbejde mellem Willumsen og Theodor Philipsen. I græsk mytologi er Pegasus symbolet på digternes inspiration, og med den bevingede hest flyvende over indgangspartiet til Den Frie Udstilling, blev huset et kunstens tempel og et symbol på den unge og frie kunst.

Den Frie Udstilling begyndte et nyt kapitel på sin 7-års fødselsdag i 1898 hvor sammenslutningen endnu engang åbnede op for en udstilling, nu i nye omgivelser, og med et hus der fremstod som udstillingens største værk. Udover sammenslutningens medlemmer, deltog blandt andet også Edvard Munch.

I årene der fulgte blev Willumsens bygning tilpasset løbende. Først blev en ottekantet pavillon-tilbygning opført på grund af pladsmangel i 1905 da Det Frie Billedhuggersamfund sluttede sig til Den Frie Udstilling, og i 1907 voksede huset igen med endnu en tilbygning.

1914

Endnu engang oplevede sammenslutningen at blive opsagt, da en ny banegrav skulle bygges på Den Frie Udstillings daværende grund i Aborreparken. Willumsens træbygning blev revet ned og genopført på sin nuværende placering ved Østerport Station. Husets gamle materialer blev genbrugt, kun rumfordelingen blev ændret en smule, og man foretog visse moderniseringer såsom etableringen varmeapparatur fremfor kakkelovne.

Den Frie Udstilling kunne i 1914 slå man dørene op for den første udstilling på Oslo Plads, endda med kongeparrets deltagelse i åbningen. På få år havde den Frie Udstilling formået at skabe sig en betydelig rolle, i sådan en grad at sammenslutningen nu var blevet sin egen institution i dansk kulturliv.

1920’erne

I dette årti kunne Den Frie Udstilling fejre sit 30-års jubilæum, og med årene havde sammenslutningen fasttømret sin position som markant udstillingssted i Danmark. Gruppens oprindelige medlemmer var dog blevet ældre, og i disse år blev der kun optaget få nye medlemmer. Af samme grund fik sammenslutningens udstillinger ofte kritik for at have ‘tabt pusten’ selvom de stadigvæk var ligeså velbesøgte som i begyndelsen.

Den Frie Udstilling fornyede sig dog på andre måder, ved at åbne op for at andre kunstnergrupper kunne udstille i huset. I starten af 1920’erne indgik Den Frie Udstilling således en aftale med kunstnergruppen Grønningen, og i disse år etablerede man også den mangeårige forbindelse mellem huset og Kunstnernes Efterårsudstilling, populært kaldet KE.

1930’erne og 40’erne

I 1930’erne fik Den Frie Udstilling nye kræfter, da man optog en del nye unge kunstnere i sammenslutningen. Dette rettede til dels op på kritikken fra offentligheden omkring sammenslutningens udvikling.
I disse år fik Den Frie Udstillingsbygning også nogle nye varetegn, med J.F. Willumsens ravne i træ og kobber, placeret foran bygningens indgang. Disse blev i 1960’erne flyttet til parken ved J.F. Willumsens Museum.

I 1941 kunne Den Frie Udstilling fejre sit 50-års jubilæum, og på årets udstilling reflekterede man over årene der var gået – blandt andet skabte Storm P. humoristiske gengivelser af velkendte værker fra sammenslutningens fortid.

1950-1970

I 1954 undergik J.F. Willumsens gamle bygning endnu en ombygning da en ny tilbygning blev opført, tegnet af arkitekt Tyre Hvass.

I 1950’erne og 60’erne undergik Den Frie Udstilling endnu en forandringsproces, der gav sammenslutningen et nyt skub. Med kunstnere som Carl-Henning Pedersen, Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Søren Georg Jensen, Ole Schwalbe og Sonja Ferlov Mancoba blev den abstrakte kunst for alvor repræsenteret på Den Frie Udstilling, i både maleri og skulptur – formudtryk som sammenslutningen indtil da ikke rigtig havde indoptaget. I 1971 kunne Den Frie Udstilling fejre sit 80-års jubilæum.

i dag

I 1980’erne og 90’erne optog Den Frie Udstilling mange af de kunstnere, som stadig er medlemmer og med til at definere sammenslutningen i dag. Man undergik i disse år et stort generationsskifte, men det blev i den grad også tydeligt hvor stor kunstnerisk bredde Den Frie Udstilling kunne rumme – noget som stadigvæk er meget karakteristisk for Den Frie Udstilling som kunstnersammenslutning i dag.

I 1986 blev Den Frie Udstillingsbygning fredet, og i 2002-06 gennemgik bygningen en omfattende restaurering, med blandt andet forbedrede publikumsfaciliteter og et mødelokale på førstesalen over foyeren. Også Pegasus-relieffet blev genskabt i en ny udgave og forgyldt.

I 2010 indgik den Frie Udstilling en 4-årig aftale med Kulturministeriet om driftstøtte til huset, og en bestyrelse og et fagudvalg blev nedsat. Samme år begyndte en projekt om at tilbageføre huset til original farvesætning samt installeringen af ny belysning og mørklægningsgardiner.