Det er den nonfigurative geometrisk rene kunst, med fokus på linjen, farven og fladen, som optager Leif Kath (f. 1945). Det er vanskeligt at finde en nutidig kunstner, der med samme konsekvens som Leif Kath har formået at fortsætte den uafbrudte dialog med Malevich og Mondrians kunst og kunstteoretiske udgangspunkter. I visse tilfælde lader Leif Kath det tomme rum i billederne, dvs. den hvide flade, som opstår mellem de rette linjer langs billedkanterne, fremstå som det væsentligste undersøgelsesfelt eller centrale ”motiv”. På den måde viser Leif Kath, at den hvide flade kan betragtes som værkets potentialitet, og herved kommer han på raffineret vis også i dialog med Ole Schwalbe. Den hvide flade er hermed beslægtet med skabelsen forstået som den evigt åbne og uafgrænsede potentialitet. Leif Kaths værker er på den måde ikke at betragte som matematiske, logisk strukturelle eller formalistiske studier – hvad man måske kunne foranlediges til at tro, eftersom værkerne fremstår som stramme kompositoriske perfektioner. For Leif Kath tager tilsyneladende også afsæt i suprematisten Malevich, der vægtede perceptionen og gestaltningen over matematikken og logikken.
Hvor Leif Kath i begyndelsen af sin kunstneriske karriere i 1960’erne tog afsæt i det figurative, blev billederne efterhånden mere geometrisk orienterede, for siden 1980’erne at være koncentrerede om det ”rene” formsprog. Hvor Leif Kath oprindeligt tog udgangspunkt i grafikken som et af sine foretrukne medier, har han gennemgået en udvikling, der har ført ham frem til at skabe værker i mange materialer og inden for mange forskellige medier, herunder grafik, keramik, maleri og skulptur. At Leif Kaths værker samtidig kan ses som processuelle, i den forstand at han vender tilbage til de samme problemstillinger, om end i forskellige medier og via nye metoder, har Eva Pohl også konstateret. For som Pohl bemærker:
”Han [Leif Kath] genoptager ofte motiver, som han tidligere har arbejdet med og bearbejder dem på nye måder. Som den vigtige, grafiske serie ”Jardin de Versailles”, 1978, som tager udgangspunkt i park-rummet i Versailles med kegleformede buske, en skulptur og markant perspektiv.”
Og videre:
”Kompositionen i Versailles-serien synes at danne basis i flere af Leif Kaths senere værker, hvor han arbejder ud fra et centralt punkt. Det ses i en række linoleumssnit fra 2008 / 2009 med vibrerende bevægelser, der sender beskuerens blik ind mod centrum.”
Leif Kaths kunst kan hermed på flere niveauer opfattes som en reduktion, en forenkling eller måske snarere en komprimering af de universelle kræfter, som indgår i det åbne felt af konstant nye muligheder.
Tekst af Jens Tang Kristensen.