Det er fantastisk at forestille sig, at en af Danmarks mest synlige og offentlige kunstnere – Bjørn Nørgaard – startede sit kunstneriske virke via udførelsen af værker i fraværets og anonymitetens tegn. For i midten af 1960’erne skabte Nørgaard værker, som ”[…] ingen vidste eksisterede. På gader og veje, ude i skovene eller i mere eller mindre offentlige lokaler. Det kunne være små klodser placeret bag et nedløbsrør ved en tilfældig etageejendom […]” (Weirup 2000:32). Nørgaards tidlige kunstneriske praksis handlede mere om udførelsen af rumundersøgelser, skabelsesprocesser og sociale organiseringer, frem for kunsten som et færdigt produkt og resultat. Den procesorienterede tilgang til kunsten afspejles i mange af Nørgaards aktiviteter og værker såsom i hans deltagelse i kunstnerkollektivet Eks-skolen, i udførelsen af den berømte hesteslagtning, som fandt sted på en mark ved Kirke Hyllinge i Hornsherred i 1970, den politiske aktionshappening Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus, som han udførte sammen med sin kone, kunstneren Lene Adler Petersen, på Børsen i 1969, deltagelse i happeningen Starnd Stripes på Den Frie i 1965, eller som når Nørgaard formede en sandkage på Adler Petersens ryg, med det formål at ”diskutere huse og arkitekturs, bo- og samlivsformer (Weirup 2000:33). Siden disse tidlige aktionsformer har Nørgaard været interesseret i, hvordan hans grundlæggende form-og arkitekturundersøgende kunst, ikke mindst via udsmykningsarbejder og skulptur, kan integreres i det offentlige rum. Nørgaard har således aldrig opgivet tanken om kunstens sociale potentiale, om end måden og metoden til opfyldelsen af dette mål er ændret over tid. Dertil skal lægges, at Nørgaard som kunstner benytter sig af en stor viden om kunstens historie, hvorfor han ofte udfører værker, som er sammensat i en personlig stil, der trækker veksler på en mangfoldighed af forskellige stilarter. Af samme grund har det været nærliggende for Nørgaard at skabe kunst i mange forskellige medier såsom film, skulpturer, installationer, vævede gobeliner, grafik, kropslige happenings og performances etc. På samme måde er materialevalgene ligeledes meget forskellige, idet hans skulpturer og installationer ofte kombinerer marmor, gips, bronze, keramik, ståltråd, præfabrikerede mursten, natursten, træ, foto og udstoppede dyr m.m. Mens mange af Nørgaards værker bedst kan karakteriseres som monumentale, fremtræder andre fortsat som umiddelbart delvist skjulte, hvorfor sidstnævnte er i dialog med nogle af de oven for nævnte eksempler på de tidlige anonyme værker, som han skabte i midten af 1960’erne. Her tænker jeg navnlig på den gigantiske og smukke brolægning, som omkranser Amager Torv og Vilhelm Bissens Storkespringvandet i det centrale København, og som Nørgaard udførte i 1993.
Tekst af Jens Tang Kristensen, 2020
Litteratur
Weirup, Torben (2000): Man har sine klare øjeblikke … En fortælling om Bjørn Nørgaard, Møntergården, København.